Nyhedsbrev fra legatbestyrelsen nov 2020

Nyhedsbrev fra Det Otto Lawaetz-eske Familielegat nov. 2020

Kære familiemedlemmer

For os alle er 2020 jo et helt specielt år. Det har også været et meget tungt år for mange i familien, og vi tænker på jer, der har mistet en af jeres kære – nogen alt for tidligt. Vi ser frem til forår og lys og bedre tider.  

For familielegatet har det – som på så mange andre områder i vores omgivelser – været et meget stille år.  

Det er som bekendt ud af afkastet fra legatets værdipapirer sammen med donationer fra familien, at vi kan uddele legatportioner. For vist nok første gang i legatets historie har vi indtil nu haft total stilhed i modtagelse af donationer fra familien, mens legatets værdipapirer i år gav et afkast på 4.000 kr.

Vi er i bestyrelsen glade for, at vi således havde mulighed for at imødekomme en enkelt ansøgning og uddele en legatportion på 3.000 kr. til opmuntring og støtte til en af familiens unge, der med stor flid og sparsommelighed er i færd med at fuldføre en uddannelse, der hverken udløser løn eller er SU-berettiget.

Skulle nogen fra familien have lyst til at fortsætte den smukke tradition med at donere et beløb til familielegatet, er legatets kontonummeri Jyske Bank: 5066  1521091

Alle bidrag vil være særdeles nyttige for legatets fortsatte virke og modtages med stor tak.

Opgiver man ved indbetalingen sin mailadresse, har vi mulighed for at sende en bekræftelse på modtagelse af bidraget. Samtidig vil vi, for fortsat at styrke familiefællesskabet, foranledige, at giveren får tilsendt en opdateret stamtavle i PDF-format.

Vi minder om, at stamtavlen og e-mailadresserne fortsat opdateres af Nikolaj Lorentzen A.8.3.4.1. Rettelser til stamtavlen samt opdateringer af mailadresser kan ske gennem familiens hjemmeside: familien-lawaetz.dk og linket stamtavle@familien-lawaetz.dk, så går der direkte besked til Nikolaj.

Er man i øvrigt interesseret i historier om familien, vil det være en god ide at besøge samme familie-hjemmeside.

Da det jo snart er jul, er dette nyhedsbrev en kærkommen lejlighed til igen i år at give et par julegaveideer:

Slægtsbogen “Otto Lawaetz, hans Liv og Gerning tillige med Blade af Slægten Lawaetz’s Historie”, som udkom første gang i 500 nummererede eksemplarer på Ottos 100 års dag i 1929, er jo nu kommet i en tredje udgave.

Også den nye udgave er nummereret, og den er med samme fornemme format som første- og andenudgaven – fast indbundet med gråt lærredsbind og guldtryk. Bogen kan erhverves for 250 kr.

Slægtsbogen er en enestående mulighed for at formidle slægtshistorie, så næste generation blandt andet ad denne vej kan få øje på deres rødder og historier om dem, der er gået forud. Af samme grund er bogen også af flere familiemedlemmer benyttet som bedsteforældregave til nyfødte Lawaetz’ere. Måske er bogen en endnu mere oplagt gave til konfirmander, til 18-års fødselsdage – eller til bryllupsgave! – eller julegave!

Bogen kan bestilles hos mig, legatets formand, Marianne Lawaetz. Købere kan benytte hjemmesidens link til legatet: legat@familien-lawaetz.dk eller min mail: mariannelawaetz@gmail.com

Da første- og andenudgaven af slægtsbogen udkom med en trykt stamtavle indlagt, vil der med køb af den nye udgave blive tilsendt en opdaterede stamtavle i PDF-format.

Endnu en familiebog – om en af Ottos sønner (Carl A.8) – er kommet i legatets bogsalg: ”Carl Lawaetz, Kaalund Kloster, 1868-1944”. Legatet har af Carls børnebørn fået doneret 30 eksemplarer. Også denne bog kan bestilles hos mig – for 100 kr. stykket.

HVIS BØGERNE SKAL VÆRE JULEGAVE, SÅ BESTIL I GOD TID!

Det festudvalg, der arrangerer familiesammenkomst på Refsnæsgården, har som så meget andet arbejdet på lavt blus i det forløbne år. Indtil videre holder udvalget heldigvis stadig fast ved, at den næste familiesammenkomst bliver lørdag den 11.juni 2022.

Med disse ord vil jeg på legatbestyrelsens vegne sende jer alle de varmeste og bedste ønsker om en glædelig jul og et godt 2021.

Mange hilsener

Marianne Lawaetz

Legatbestyrelsen:

Marianne Lawaetz (formand, hjemmeside og salg af bøger) A.10.4.5

Erik Anders Lawaetz (kasserer) A.8.3.1.2

Carl Martin Gabe A.8.6.5.2

Samt suppleant:

Carl Lawaetz Gabe A.8.6.2

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.